44 år i sindets tjeneste

Lektor Thomas Nielsen var med til at bygge Psykologisk Institut op fra bunden i 1968, og han er blevet hængende lige siden. Nu ansættes han som ekstern lektor og ser tilbage på fem årtier i sindets tjeneste.

18.04.2012 | Anne Shirin Ørberg

Efter 44 år på Psykologisk Institut overgår forskeren og formidleren Thomas Nielsen nu til et eksternt lektorat. Foto: Morten Nygaard Christensen

?Thomas Nielsen er om nogen en garvet herre på Psykologisk Institut. Han har været med hele vejen. Fra dengang, faget var en enkelt klasse over det rene kvaksalveri, forsøgscomputere fyldte et halvt kontor og al akademisk aktivitet skulle besynge kommunismen – til nu, hvor instituttets forskning er på internationalt niveau, og flere end tusind unge hvert år prøver at komme gennem nåleøjet til drømmestudiet. Her kan du læse om forskeren og formidleren Thomas Nielsen og hans halve århundredes virke på Psykologisk Institut.

Pionér med polemisk sans
Året er 1968. Helt i tråd med tidsånden er der revolutionsstemning blandt Københavns langhårede psykologistuderende. Bølgerne går højt i kritikken af de trætte, verdensfjerne undervisernisser, der slet ikke er uddannede psykologer, men filosoffer. Instituttet bliver arena for blokader og besættelser.  Det er på tide, der skete noget helt nyt. Noget i Aarhus.

- Det var et ideologisk oprør mod professorerne. Jeg skrev nogle kritiske indlæg i psykologernes fagblad, og sådan kom jeg med på vognen, da der skulle oprettes et nyt institut ved AU; Ikke takket være mit akademiske arbejde, men min polemiske sans, griner Thomas Nielsen.

Han er i dag den sidste tilbage på AU af de 12 pionerer, der drog fra København til ”det vilde Jylland” for 44 år siden – og byggede Psykologisk Institut op fra bunden i lokaler på Psykiatrisk Hospital i Risskov.

- Det er gået vældigt fremad siden da. Fra at være et miskendt hokuspokus-fag, er det nu et voldsomt attraktivt studium, hvor man skal have tårnhøje karakterer for at komme ind – det skulle man godt nok ikke dengang!, fortæller Thomas Nielsen.

Marxisterne kommer!
Psykologien som videnskab har også rykket sig gevaldigt det sidste halve århundrede, men ikke uden tilbageslag. Thomas Nielsen beretter om svære kår i 70’erne og 80’erne, hvor en marxistisk bølge gik henover universitetet og skubbede fagligheden i baggrunden.

- Empirisk forskning blev slet og ret betragtet som politisk ukorrekt – for ikke at sige kontrarevolutionært og småborgerligt. Det eneste acceptable i starten af 70’erne var at fortolke hele verden ud fra den marxistiske dogmatik. Der skulle udvikles teorier om, hvordan den onde kapitalisme forpestede menneskets psyke med falske bevidstheder, fortæller Thomas Nielsen.

Selv tog han afstand fra denne normative, empirifornægtende forskning, og åndede lettet op, da den marxistiske bølge med Sovjetunionens kollaps for alvor skyllede bort fra akademia.

- Dengang var instituttet helt gennemsyret af ideologiske kontroverser, og det smittede af på det sociale liv og de faglige resultater. I dag samarbejder vi i stedet for at skændes om politik, siger Thomas Nielsen.

Empiriker hele vejen
Igennem alle årene har der været en umiskendelig rød tråd i Thomas Nielsens virke på Psykologisk Institut: Empirien.

- Solid viden er langt bedre at have med at gøre end flygtige og abstrakte teorier. For mig er empirien psykologifagets kerne, dets raison d´être. Vi har først for alvor skabt konkrete resultater de sidste 10-15 år, fortæller Thomas Nielsen, der af samme grund kalder psykologien ”en ung videnskab”.

Han er også hurtig til at melde sig under kritikernes fane i den aktuelle debat om, hvorvidt staten skal yde økonomisk støtte til psykologbehandling, der ikke er videnskabeligt belæg for.

- Jeg mener, man skal holde sig til de behandlingsformer, der har støtte i empirisk forskning. Ellers skændes man om postulater, og uenigheder bliver afgjort med, hvem der er bedst til at påstå det ene eller det andet. Det har ikke noget med videnskab at gøre, siger Thomas Nielsen, og erklærer sig således uenig med en betydelig del af de praktiserende psykologer i Danmark.

Formidler til flertallet
Man kan ikke klandre Thomas Nielsen for at kukkelure i sit elfenbenstårn, højt hævet over det omkringliggende samfund. Skal man nævne en anden ting, der har defineret hans akademiske liv, er det nemlig den brede formidling.

Det startede i 1970, da redaktøren for det populære radioprogram ”Leksikon” ringede til instituttet med et psykologisk spørgsmål. Thomas Nielsen befandt sig tilfældigvis tættest på telefonen.

- Først var jeg modvillig, men jeg gav det et skud. Og det syntes redaktøren, jeg gjorde så udmærket, at jeg blev hængende i 20 år og svarede på alle mulige spørgsmål fra psykologiinteresserede lyttere, griner Thomas Nielsen, der har udviklet en form for ”tosprogethed” til formålet:

- Det er en udfordring at oversætte psykologiske teorier til jævnt dansk for gud og hvermand, men det giver mig utroligt meget. Jeg overvejede engang at læse journalistik, og nu kan man jo sige, jeg er endt med en skøn blanding.

Thomas Nielsen har i årevis stået bag udgivelsen ”Forskningsnyt fra Psykologi”, der nu takker af i forbindelse med hans afgang som lektor.

- Det har været en utrolig fornøjelse og et privilegium at redigere det blad. Alle artiklerne trykkes også i Psykologforeningens medlemsblad, så jeg har nærmest haft monopolstilling på at informere mine kolleger om ny forskning. Det er en fantastisk mulighed for at stimulere den almindelige praktiserende psykologs interesse for forskning – til forskel fra teori, fortæller empirikeren.

I sindets tjeneste
Oprindeligt læste Thomas Nielsen litteraturhistorie på KU, men han blev hurtigt mere optaget af forfatterne end deres bøger. Hvorfor var de blevet sådan nogle sære poetiske snegle? Hvad fik dem til at skrive som de gjorde? Interessen gled naturligt over i det psykologiske, og i sær depression og angst har fyldt meget i Thomas Nielsens forskning. Hele vejen igennem har han været skeptisk overfor den medicinske psykologi:

- Jeg har altid argumenteret for psykologisk behandling frem for piller. En depression er ikke en kemisk hjernefejl, men en helt naturlig reaktion på svær modgang i livet. Det er evolutionær tilpasning og ikke en sygdom, siger han og uddyber:

- For vores forfædre var det bedre at lægge sig ned og ”deaktivere” i en periode frem for at kæmpe videre for noget, der ikke gav pote. I dag skal vi lære at håndtere den reaktion, og der er psykologien efterhånden blevet et videnskabeligt velfunderet alternativ til medicinsk behandling, fortæller Thomas Nielsen.

Han måler sit fags succes på dets anvendelighed i samfundet. Og hans dom er klar: Psykologien gør en forskel.

- Det er sket fantastiske fremskridt! Psykologisk behandling hjælper mange mennesker hver dag, og det er herligt at se, at samfundet følger med i den nyeste forskning - og er villige til at betale for den slags behandling. Det er blevet en anerkendt videnskab, og interessen for faget vokser hele tiden. Det er sørme en god udvikling, siger Thomas Nielsen.

En blød landing og en munter finale
Da den fulde arbejdsbyrde efter 44 år efterhånden blev for tung, blev Thomas Nielsen tilbudt et eksternt lektorat. I dag er han altså stadig tilknyttet Psykologisk Institut som underviser og vejleder, og dén løsning kalder han ”en fantastisk fremragende blød landing”.

Han er med sine egne ord indgroet københavner og længes stadig mod øst. Han har dog indstillet sig på at blive boende i smilets by med sin aarhusianske kone – i hvert fald så længe han kan få lov at arbejde med psykologien.

Sidste år fik Thomas Nielsen for alvor hul igennem til den brede offentlighed med bogen ”Kærlighed og parforhold – under forskernes lup”, der adskiller sig fra hans noget mere nedslående udgivelser om psykiske lidelser.

- Nu hvor jeg nærmede mig afslutningen, ville jeg for en gangs skyld skrive noget muntert! Og det blev så bogen om kærlighed, som har fået et overraskende stort publikum, fortæller Thomas Nielsen.

Han sætter dermed et positivt punktum for en mere end almindeligt lang karriere. Eller måske snarere et kærligt komma.

For yderligere information:
> Læs mere om Forskningsnyt fra Psykologi og læs udvalgte artikler
> Læs mere om bogen ”Kærlighed og parforhold under forskernes lup” i UNIvers

Kontakt:

Thomas Nielsen
Ekstern lektor
Aarhus Universitet, Business and Social Sciences

Psykologisk Institut
T: 87165808
M: thomas@psy.au.dk
Web

Navne
18157 / i28