nyhed

En studerendes kommentar til studiemiljøundersøgelsen

Kommentar til studiemiljøundersøgelsen fra Maria Sandal Byskov, studerende på Psykologisk Institut og næstformand i Studienævnet.

Maria Sandal Byskov. Foto: Tine Bagger

-          Hvad er din umiddelbare reaktion på resultatet af studiemiljøundersøgelsen:

Jeg er uforstående overfor, hvorfor Psykologi liggere lidt lavere end flere af de andre. Jeg vælger at se på, at der trods alt er 84 % af de studerende på psykologi, som overordnet er tilfredse med deres studie, hvilket jeg synes er fint. En af de ting, jeg også synes er problematisk ved undersøgelsen er, at godt nok kan man se af undersøgelsen, at Psykologi scorer lavt på nogle af de parametre, der bliver spurgt til, men om det så er udtryk for, at de studerende er utilfredse med det eller om det blot er en konstatering, kan man ikke læse, så måske er det slet ikke et problem for dem. Det ved vi ikke.

Fx scorer vi lavt på kontakten til underviserne, og der er en praktisk udfordring her, fordi det videnskabelige personale sidder afsondret i en bygning for sig, og det er der ikke noget at gøre ved. De skal også have mulighed for at have deres faglige fælleskab – men vi er bare ikke en del af det. Spørgsmålet er så, om det er et problem? Det samme er tilfældet med brugen af e-læringsplatforme, som ikke bliver brugt ret meget på Psykologi eller andre steder, men savner man det? – det bliver der ikke spurgt til.

Til spørgsmålet om, hvorvidt de studerende får tilstrækkelig feedback på deres faglige bidrag i løbet af semestret, giver også en lav score og her kunne man spørge, hvor i forløbet de studerende befinder sig, som svarer sådan. For hvis det drejer sig om studerende på de første tre semestre, så skulle de meget gerne få det. Hvis ikke de gør det, er det et problem, for det er det tidspunkt, de tilbydes det mest. Men drejer det sig om studerende på senere semestre skal vi forholde os til, om det skal tilbydes mere der også, men det kan ikke læses ud af svarene, og det er et problem.

-          33 % svarer at de oplever stress op til eksamen – det lyder jo højt. Hvordan oplever du det blandt dine medstuderende eller hos dig selv?

Jeg kan ikke forstå, at det er 33 %, for det er ikke noget, jeg oplever eller hører om i min omgangskreds. Jeg kender enkelte, som uanset hvilket eksamensform det er, er meget nervøse. Men der er jo også forskel på nervøsitet og stress, og det er vigtigt at skelne mellem de to ting.

-          Har du forslag til forbedringer af studiemiljøet på Psykologi?

Inden jeg kan svare på det, bliver jeg nødt til at vide, om de ting, der scores lavt på også skyldes, at de savner de konkrete tiltag? For så vil jeg gerne være med til at arrangere nogle ting, der kan forbedre det – fx ”Kom og mød din forelæser-dage” eller andet.

-          20 % føler sig ensomme – det lyder højt?

Ja, for der er – for mig – stor forskel på at være ensom og på at være alene, og hvis de faktisk er ensomme, så er det bestemt noget, vi skal prøve at gøre noget ved. Er det socialt eller fagligt funderet? Vi kunne lave en specifik undersøgelse på det område, og det har vi allerede aftalt at kigge på i Studienævnet, så det har vi meget fokus på.

 

Oops, an error occurred! Code: 2024042001142613865838