Computerlaboratorier

Fakultetet råder over to computer-laboratorier. Det ene hedder Computer lab, og det finder du i kælderen i 1343, lokale 188. Det andet ligger på Fuglesangs allé og hedder COBE.

26.08.2014 | Tine Bagger Christiansen

Computerlaboratoriet på Psykologisk Institut. Foto: Tine Bagger

De to laboratorier er lidt forskellige: Laboratoriet i 1343 er finansieret af eksterne midler (fra Danmarks grundforskningsfond via CON AMORE). Det er især indrettet til at køre psykologiske eksperimenter og er bygget op ud fra standarder inden for psykologisk forskning.  COBE lab kan også køre psykologiske eksperimenter, men instituttet var ikke inddraget i opbygningen af det, og har derfor ikke haft så meget indflydelse herpå.

En anden forskel til COBE er, at det også har et småbørns lab, med udstyr delvist finansieret af CON AMOREs bevilling. Alle forskere på PI har adgang til brugen af udstyret, selv om det er centrets forskere, der har første prioritet, da udstyret (og løn i forhold til at drive det) dækkes af CON AMORE.

Hvad kan det bruges til?
Brugen er først og fremmest rettet mod eksperimentel psykologi. Laboratoriet giver mulighed for alt, hvad man kan forstille sig at lave ved en computer af eksperimenter, fx undersøge årsagssammenhænge, præsentere stimuli og måle reaktionstider og hukommelse.  Computerne har installeret forskellige programmer, der kan bruges til dette formål, blandt andet programmet E-Prime, som er designet til at lave psykologiske eksperimenter. Der er også mulighed for at lave psyko-fysiologiske mål, som fx hvor meget man sveder, hvordan man bevæger musklerne i ansigtet og måle hjerterytme. Der er altså rigtig mange muligheder for anvendelse i ren eksperimentel forstand.

Postdoc. Søren Staugaard, fra Con Amore, bruger computer laboratoriet i 1343 rigtigt meget til eksperimenter, der handler om, hvordan folk husker. Søren har netop (sammen med bl.a. Dorthe Berntsen) fået offentliggjort et videnskabeligt arbejde som udspringer af psykologisk instituts 'computer lab'. Projektet handler om, hvilken mekanisme, der ligger bag spontane erindringer om negativt materiale. Søren Staugaard er meget glad for laboratoriet:

”Vi kunne slet ikke lave de studier, vi laver, uden disse computere”, fortæller han.

Hvem kan bruge det?
Laboratoriet er åbent for alt videnskabeligt personale på PI. Hvis man ønsker at bruge laboratoriet skal man henvende sig til Søren Staugaard (sorsta@psy.au.dk), som vil hjælpe med at booke en tid. Dernæst skal ens nøglekort låses op hos betjentene, så man kan komme ind.

COBE Lab tilbyder
Cognition and Behavior Lab (COBE Lab) på Fuglesangs Allé tilbyder ‘state-of-the-art’ forskningsfaciliteter. Det er gratis at benytte og åbent for alle forskere på AU. Laboratoriet er velegnet til at køre kommunikationsstudier, som involverer mennesker og computere samt til fokusgrupper og interviews.

Læs mere om COBE Lab

Administrative forhold