nyhed

Sapere Aude bevilling til lektor Margit Anne Petersen

Lektor Margit Anne Petersen fra Center for Rusmiddelforskning har fået bevilget 6.191.184 kr. fra Danmarks Frie Forskningsfond (DFF) til projektet: “Intoxicated adolescent relations: Alcohol, gender, sexuality and victimization among Danish youth”.

Lektor Margit Anne Petersen Foto: Claus Lillevang for Danmarks Frie Forskningsfond

Projektet undersøger samspillet mellem alkoholkultur, køn, seksualitet og grænseoverskridende adfærd blandt unge under 18 år, med særligt fokus på grænserne mellem ønsket og uønsket seksuel kontakt.

Via dybtgående interviews med 80 unge mellem 14-17 år, skaber projektet ny viden om, hvordan alkoholberuselse og unges alkoholkultur påvirker seksuelle relationer og uønskede seksuelle hændelser.

”Jeg er virkelig beæret over at modtage en Sapere Aude bevilling og taknemmelig for de gode samarbejder dette nye projekt medfører samt for de forudgående projekter og samarbejder, som har ledt til, at Sapere Aude projektet blev en realitet, og jeg glæder mig meget til at komme i gang med dette nye, vigtige projekt,” siger lektor Margit Anne Petersen, Center for Rusmiddelforskning,  Psykologisk Institut på Aarhus BSS.

De helt unge har ikke tidligere været i fokus

I Danmark har der i de seneste år har været øget politisk og sundhedsmæssigt fokus på sexchikane og seksuelle krænkelser, men de fleste studier har hidtil haft fokus på unge voksne, selvom grænseoverskridende seksuel adfærd forekommer relativt hyppigt blandt de helt unge under 18 år. I arbejdet med seksuelle krænkelser er forskere derfor begyndt at blive opmærksomme på betydningen af alkoholforbrug, beruselse og de sociale omgivelser, hvori alkohol indgår som en vigtig del af unges sociale og seksuelle liv. Selvom rapporter over ofre for seksuelle krænkelser viser tydelige sammenhænge mellem druk og uønskede seksuelle hændelser, findes der hidtil meget få undersøgelser, der kobler alkohol med seksualkultur blandt unge under 18 år.

Projektet indeholder desuden to relaterede delprojekter; det ene handler om forældres holdninger og praksisser og disses betydninger for unges alkoholforbrug og seksuelle adfærd samt forandringer i politik og forebyggelse på alkohol- og seksualområdet, og det andet handler om digitale aktiviteter relateret til berusede seksuelle relationer blandt teenagere.

Læs også  nyhed om Margit Anne Petersens forskning.

 

Oops, an error occurred! Code: 2024032815102136e3cced