article

Bevilling til forskning i udsatte børn og unge

Med en bevilling på knap 3,2 mio. kr. fra DFF skal lektor Tea Trillingsgaard, Psykologisk Institut, nu undersøge langtidseffekterne af det amerikanskbaserede forældretræningsprogram De Utrolige År.

Lektor, Psykologisk Institut, Tea Trillingsgaard

Med bevillinger for i alt 35 mio. kr. har i alt 10 forskere fået godkendt deres projekter under Danmarks Frie Forskningsfonds nyeste tematiske virkemiddel ”Udsatte Børn og Unge”. Lektor på Psykologisk Institut, Tea Trillingsgaard, er blandt de 10.

De Utrolige År er et amerikansk evidensbaseret forældretræningsprogram, der behandler og forebygger børns adfærdsvanskeligheder ved at hjælpe barnets forældre. Familier, hvor et barn har adfærdsproblemer, er ofte svært belastede af et højt konfliktniveau, og forældrene oplever magtesløshed i relation til barnet.

Programmet har vist god effekt i både international og dansk familiebehandlingspraksis. Nu vil Tea Trillingsgaard, sammen med kollegaen Lea Tangelev Greve i en postdoc-stilling, undersøge, om programmet har positive langtidseffekter for børnenes skolegang, og hvordan børnenes mentale og fysiske helbred udvikler sig over længere tid.

”Data fra 1203 danske familier, der fra 2012-2019 har deltaget i programmet via et kommunalt tilbud, kan give os vigtig viden i forhold til, om programmet har positive langtidseffekter. Desuden kan disse data kombineres med et samlet datasæt med 13 store europæiske studier og føre til ny viden om, hvordan programmet evner at favne familier på tværs af samfundslag,” skriver Tea Trillingsgaard blandt andet i sin beskrivelse af projektet.

Dermed bidrager projektet med ny viden, både i et dansk og i et internationalt perspektiv, understreger hun.

Oops, an error occurred! Code: 20241122024322b69fe2ad