nyhed

Internetbehandling som alternativ til sovemedicin?

Kognitiv adfærdsterapi for søvnløshed (CBT-I) er effektiv til behandling af søvnproblemer og anbefales af søvnmedicinske selskaber og sundhedsmyndigheder i flere lande. Pga. omkostningerne, få uddannede terapeuter og vanskeligheder med at levere CBT-I personligt, er sovemedicin dog fortsat det mest almindelige behandlingstilbud til borgerne. Nyt projekt fra Aarhus BSS skal nu undersøge muligheden for at behandle søvnproblemer med CBT-I over internettet.

Nyt projekt fra Aarhus BSS skal nu undersøge muligheden for at behandle søvnproblemer med CBT-I over internettet som et alternativ til sovemedicin. Foto: Colourbox

Bobby Zachariae, professor ved Psykologisk Institut, Aarhus BSS og Aarhus Universitetshospital, har netop modtaget en bevilling fra Trygfonden på 4.250.107 kr. til sit projekt om behandling af søvnproblemer. Projektet skal undersøge en internet-leveret psykologisk behandling for søvnvanskeligheder i almen praksis i tre danske regioner.

Problemet med sovemedicin

Søvnløshed er et stort problem for mange mennesker, enten fordi de ikke kan falde i søvn om aftenen eller fordi de vågner mange gange i løbet af natten, og derfor ikke får tilstrækkelig søvn. Søvnproblemer opleves både psykisk belastende og resulterer i nedsat funktion i dagtimerne, hvilket påvirker arbejdsevnen, det sociale liv mm. Sovemedicin er stadig det hyppigst anvendte middel til at afhjælpe søvnproblemer, selv om det sjældent kurerer problemet og er forbundet med bivirkninger, afhængighed og udvikling af tolerance over tid. Nyere forskning tyder desuden på, at længerevarende brug af sovemedicin er forbundet med øget risiko for at udvikle demens og større dødelighed.

Forskning skal dokumentere alternativ behandling

”At behandle søvnproblemer med CBT-I over internettet (iCBT-I) har vist sig at være en mulig metode. Et begrænset, men voksende antal udenlandske undersøgelser samt en enkelt dansk undersøgelse med tidligere kræftpatienter med insomni har vist særdeles gode resultater af iCBT-I. Der foreligger endnu ingen undersøgelser af denne tilgang i almen praksis, ” fortæller professor Bobby Zachariae, der samarbejder med professor Kaj Sparle Christensen og adjunkt Merethe Kousgaard Andersen, forskningsenhederne for almen praksis ved hhv. Aarhus Universitet og Syddansk Universitet samt professor Poul Jennum, Dansk Center for Søvnmedicin, Københavns Universitet og Lee Ritterband, University of Virginia, USA.

Projektet skal undersøge effekten af og tilfredsheden med internetbehandling for søvnløshed blandt patienter og praktiserende læger. Dernæst skal effekten på en række af de symptomer, som optræder hyppigt sammen med og forværres af søvnproblemer, herunder depression, træthed og smerte, undersøges.  Undersøgelsen vil foregå i samarbejde med praktiserende læger i tre danske regioner, som vil blive fordelt ved lodtrækning til enten at give patienter med søvnløshed adgang til iCBT- I eller adgang til et kort undervisningsprogram i gode sovevaner.

Hvis resultaterne viser, at iCBT-I programmet er effektivt og acceptabelt til behandling af søvnløshed blandt patienter i almen praksis, kan programmet umiddelbart implementeres som behandlingstilbud i almen praksis fremover.

Fakta

Insomni (søvnløshed) defineres som vedvarende vanskeligheder med at falde i søvn eller fastholde søvn i løbet af natten, som opleves belastende og er forbundet med negative konsekvenser for den daglige funktion. Søvnløsheden skal endvidere forekomme på trods af tilstrækkelige muligheder for at sove. Insomni er hyppigt forekommende i befolkningen (10%-15%) og er et fremherskende problem blandt patienter i almen praksis (30%-50%). Insomni er forbundet med forringet livskvalitet, øget risiko for en række fysiske og psykiske lidelser, herunder hjerte-karsygdomme, overvægt, infektioner, demens og depression, øget forbrug af sundhedsydelser, sygefravær, lavere produktivitet og risiko for ulykker. Et forsigtigt skøn er, at de direkte og indirekte omkostninger ved insomni beløber sig til 1,3% af BNP, svarende til ca. 28 mia. kroner i 2017.

Yderligere oplysninger

 

Professor Bobby Zachariae

Enhed for Psykoonkologi og Sundhedspsykologi

Psykologisk Institut, Aarhus BSS

og Kræftafdelingen, Aarhus Universitetshospital

Mail: bzach@psy.au.dk

Fastnet: +4587165878

Oops, an error occurred! Code: 20241107193658c6e332a3