nyhed

Ny bog: Social angst hos børn og unge

Når børn og unge får socialangst, bliver livet svært og begrænset. Heldigvis kan man gøre meget for at hjælpe sit barn til at overvinde angsten. Mikael Thastum, Johanne Jeppesen Lomholt, Amalie Dalgaard Nielsen, Ciara Laybourn og Nikita Marie Sørensen med ny håndbog for forældre.

Bogforside Social angst hos børn og unge Grafik: Dansk Psykologisk Forlag

Mange børn og unge får socialangst. Omkring hvert femte barn eller ung rammes af en eller anden form for angst, viser undersøgelser. Socialangst rammer barnets sociale liv og viser sig ved en overdreven frygt for at blive negativt vurderet af andre.

Angsten kan være lammende for det enkelte barn og påvirke livet i familien. Den kan få langvarige konsekvenser for barnets venskabsrelationer, uddannelse og dagligdag.

Men der er håb forude, og det vigtigste er at blive opmærksom på problemet og søge hjælp så tidligt som muligt. Sådan lyder hovedbudskabet fra håndbogens forfattere, som deler ud af deres ekspertviden og erfaringer fra forskning om angst og møder med hundredvis af børn, unge og familier, der har angsten tæt inde på livet.

SOCIALANGST HOS BØRN OG UNGE præsenterer den vigtigste viden om socialangst, så man som forældre bliver klædt godt på til at hjælpe sit barn. Bogen er fuld af genkendelige case-fortællinger og konkrete strategier, der kan bruges til at støtte barnet i at håndtere angst.

De fleste børn og unge kan med god hjælp lægge angsten helt bag sig. Andre kan lære at holde den i skak. Men alle kan få det bedre og tage fat på livet med fornyet kraft.

SOCIALANGST HOS BØRN OG UNGE er til forældre til børn og unge (op til 18 år) med socialangst. Bogen indeholder også et kapitel med råd til skolens personale og kan med fordel læses af lærere, vejledere, PPR-psykologer, studenterrådgivere og andre voksne, der har brug for viden om emnet.

Oops, an error occurred! Code: 2024120716140764c29737