article

Ny ph.d.-studerende: Rikke Amalie Agergaard Jensen

Rikke skriver om selvbiografisk ræsonnement i livshistorien og subjektivt velvære.

Rikke Amalie Overgaard Jensen

Hvad er emnet for din ph.d.-afhandling?

Det overordnede emne for min ph.d.-afhandling er selvbiografisk ræsonnement i livshistorien og subjektivt velvære. Jeg har to hovedstudier. I det ene studie undersøger jeg forholdet mellem selvbiografisk ræsonnement og subjektivt velvære i tre forskellige aldersgrupper: unge voksne, midaldrende voksne og ældre voksne. I det andet studie undersøger jeg selvbiografisk ræsonnement blandt patienter, der lider af skizofreni.

Hvad har du lavet tidligere?

Jeg afleverede mit speciale den 2. december, og har holdt fri hele julen. Jeg har været ude at rejse og været sammen med min familie og venner. I studietiden har jeg bl.a. været på udveksling på University of Kansas i USA. Her fik jeg mulighed for at prøve min interesse for forskning. Jeg tog to forskellige forskningsorienterede fag, et i neuropsykologi- og neurofysiologi og et i socialpsykologi. Det var ekstremt spændende, fordi fagene var praksisrettede og fordi vi derfor fik lov at lave en masse forskellige eksperimentelle forsøg fra start til slut. Bl.a. lavede jeg et forsøg, hvor jeg målte øjenmusklernes aktivitet som reaktion på baggrundsfarven i en bog og testede virkningen heraf på hukommelsen. Jeg fik også lov til at udføre en MR-scanning, EEG- og TMS-målinger.

Hvorfor har du valgt et ph.d.-forløb på Psykologisk institut?

Jeg har altid syntes at det er sjovt at få lov at tænke op hypoteser og forsøg. Derfor var det helt naturligt for mig at undersøge muligheden for at starte på forskeruddannelsen. Efter jeg kom hjem fra USA talte jeg med Dorthe Thomsen om mine muligheder, og hun havde et projekt kørende, som jeg kunne passe godt ind i.

Vil du fortælle lidt om dig selv?

Jeg er 26 år og bor i en lejlighed i Risskov med min kæreste, Henrik. Jeg kan godt lide at rejse, og jeg har i forbindelse med min uddannelse boet i Irland og USA. Jeg har mange bøger, mest skønlitteratur. Og jeg mailer ofte med min morfar.



Oops, an error occurred! Code: 20241108002511bb040729