nyhed

Er det nu også så sundt at kede sig?

Et nyt forskningsprojekt skal nuancere forståelsen af kedsomhed og blandt andet undersøge kedsomheds effekt på adfærd som snyd og fjendtlighed på internettet. Psykologilektor Stefan Pfattheicher skal stå i spidsen. Projektet finansieres af VELUX FONDEN.

Lektor Stefan Pfattheicher. Foto: AU Foto

Det er en udbredt opfattelse, at det er sundt at kede sig. Men den opfattelse kan et nyt forskningsprojekt måske være med til at ændre på.

VELUX FONDEN har bevilget 5,6 millioner kroner til et projekt, der blandt andet skal levere ny viden om, hvem der er mest tilbøjelige til at kede sig, hvilke personlighedstræk der karakteriserer dem og hvilke strategier den enkelte kan tage i brug for at håndtere sin kedsomhed.

I spidsen for projektet står Stefan Pfattheicher, lektor i psykologi ved Aarhus BSS på Aarhus Universitet.

”Kedsomhed kan have alvorlige konsekvenser. Vedvarende kedsomhed kan for eksempel være relateret til depression og angst for den enkelte, og kedsomhed kan også påvirke nogle personers sociale adfærd negativt,” siger Stefan Pfattheicher.

Projektet kommer til at løbe over tre år og skal også undersøge, hvilken effekt kedsomhed har på konkret destruktiv adfærd som snyd, bevidst spredning af falske nyheder og ”trolling” på internettet.

”Vi ved reelt overraskende lidt om kedsomhed på nuværende tidspunkt, så jeg håber, at projektet kan gøre os klogere blandt andet på, hvordan vi som individer og som samfund kan håndtere kedsomhed i de tilfælde, hvor det at kede sig kan være skadeligt,” siger Stefan Pfattheicher.

Oops, an error occurred! Code: 20241121215043ccdad7b1