nyhed

Psykologisk Institut tilbyder efteruddannelse for parterapeuter

I samarbejde med det californiske universitet UCLA giver lektor Tea Trillingsgaard fra Aarhus Universitet danske psykologer og terapeuter mulighed for at lære en af de bedst dokumenterede metoder inden for parterapi.

Tea Trillingsgaard Foto: AU Foto

Integrative Behavioral Couples Therapy – eller bare IBCT – er en relativt ny tilgang til parterapi, som allerede er solidt dokumenteret. Med en workshop, der kan bruges som led i specialistuddannelsen for psykologer, giver Psykologisk Institut på Aarhus Universitet nu praktikere en mulighed for at blive klædt på til at bruge IBCT.

”Den effektforskning, der er lavet vedrørende IBCT, er den hidtil mest veludførte inden for parterapi, så jeg er glad for, at vi med den kommende workshop får mulighed for at give de solide metoder videre til psykologer og terapeuter, der allerede i dag arbejder med parterapi, eller som gerne vil i gang med det, men mangler værktøjer,” siger lektor Tea Trillingsgaard, som leder forskningsenheden for par- og familieforskning ved Psykologisk Institut.

Tea Trillingsgaard er vært for den kommende workshop, som ledes af den amerikanske UCLA-professor Andrew Christensen, der har udviklet IBCT-metoden.

”Andrew Christensen er en internationalt anerkendt kapacitet både fra sit virke som kliniker og som forsker i parterapi. Jeg er virkelig glad for, at det er muligt for os at samarbejde om denne uddannelse hen over Atlanten,” siger Tea Trillingsgaard.

Hun forventer op mod 120 deltagere, fordelt på både danske, europæiske og amerikanske parterapeuter.

”Det giver en spændende mulighed for at udveksle erfaringer med parterapi på tværs af sprog og landegrænser,” siger Tea Trillingsgaard.

Læs mere om IBCT og workshoppen her.

Oops, an error occurred! Code: 20241222151953284b3bc4