nyhed

Ny ph.d.-studerende: Christopher Kehlet Ebbrecht

Christopher er ny ph.d.-studerende på Psykologisk Institut. Læs om hans baggrund, interesser og afhandling.

Christopher Kehlet Ebbrecht. Foto: Privat

Hvad er emnet for din Ph.D.-afhandling?

Mit Ph.D.-projekt falder inden for litteraturen om radikalisering hen imod voldelig ekstremisme, og kommer til at have særligt fokus på enkeltpersoner der på egen hånd begår voldelige handlinger/angreb mod civilbefolkninger; eksempelvis lone actor terrorists, school-shooters og incels (involuntary celibates). I mit projekt vil jeg undersøge, hvordan disse individers oplevelse af at være socialt udstødte (engelsk: ostracized) motiverer deres voldelige adfærd som et led i at (gen)oprette en meningsfuld tilværelse. Min hovedvejleder er professor Preben Bertelsen, og min bivejleder adjunkt Oluf Gøtzsche-Astrup fra Institut for Statskundskab.

Hvad har du lavet tidligere?

Jeg er uddannet kandidat i Samfundsfag fra Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet, som jeg afsluttede med et speciale om den neoliberale socio-politiske konteksts betydning for udbredelsen af eksistentiel angst og kliniske angstlidelser i Danmark. Jeg har haft tilvalg i psykologi på både min bachelor- og kandidatuddannelse, og har således længe været en del af miljøet på Psykologisk Institut. 

Siden februar i år har jeg arbejdet som videnskabelig assistent ved Dansk Center for Forskningsanalyse på Institut for Statskundskab. Her har jeg været med til at kortlægge forskningslitteratur til eftersyn af offentlig ledelse og lederuddannelser (projekt ”KaFEOL”) samt udvikle forskningsprotokoller til undersøgelse af ansvarlige forskningspraksisser hos forskningsfinansierende og -udøvende organisationer (projekt ”SUPER MoRRI”).

Hvorfor har du valgt et Ph.D. forløb ved Psykologisk Institut?

Jeg har først og fremmest valgt at søge et Ph.D.-forløb, fordi jeg håber mit forskningsprojekt kan gøre en forskel i verden. Lone offenders har ofte levet et svært liv, og deres voldelige handlinger koster mange menneskeliv og efterlader endnu flere i stor sorg og smerte. Jeg håber, at mit projekt kan bidrage til at mindske blot en lille del af denne smerte.

Når jeg har søgt et Ph.D.-forløb ved Psykologisk Institut skyldes det, at det er her, jeg føler det stærkeste faglige tilhør. Foruden radikalisering og ekstremisme falder mine akademiske interesser inden for social- og personlighedspsykologi generelt, udbredelsen af sociale patologier, eksistentialisme, mentalisering samt par- og familierelationer. Jeg håber at kunne dyrke nogle af disse interesser sammen med jer andre i min tid på PI.

Det er desuden min overbevisning, at psykologien generelt kan – og bør – spille en større rolle i samfundet som en del af svaret på flere af vor tids politiske, sociale og kulturelle udfordringer.

Vil du fortælle lidt om dig selv?

Uden for universitetets gule mure går meget af livet med at bruge tid sammen med de mennesker, jeg holder af. Det er både familie og venner fra studietiden, og i særdeleshed ”gutterne” fra gymnasiet, der gerne på ugentlig basis samles til en hjemmelavet 3-retters menu og hjemmeholdt ølsmagning. Hertil kan jeg afsløre, at TV-skærmen herhjemme for det meste er et svingende pendul mellem ’Spise med Price’ og ’Nak & Æd’, og det bliver da også til lidt – mere eller mindre – vellykket snapsebrygning. Jeg er desuden glad for vandreture, overnatning i telt og shelter, og fra tid til anden er jeg også at finde i kajak i de århusianske ”farvande”.

Jeg ser frem til at gense kendte ansigter og møde alle jer, som jeg endnu ikke har haft fornøjelsen af at hilse på.

Oops, an error occurred! Code: 20241122040322c9ededd6