Hvor kommer du fra og hvad er din baggrund?

Jeg kommer oprindeligt fra Vestfyn og flyttede som 9-årig lige uden for Odense, hvor jeg gik i folkeskole og derefter på Tårnbjerg Gymnasium. Efter gymnasiet gjorde jeg det, mange andre også gjorde dengang: Jeg tog på højskole, arbejdede og var ude at rejse. Jeg var blandt andet i Indien, hvor jeg arbejdede på et børnehjem, inden jeg begyndte at studere på universitetet.

Jeg vidste allerede tidligt i gymnasiet, at jeg gerne ville søge ind på psykologi, og jeg startede på uddannelsen i 1996. Jeg er uddannet Psykolog i 2005 – jeg brugte altså lidt længere tid på at blive færdig, end det er tilladt efter fremdriftsreformen blev indført. Efter endt studie fik jeg job som underviser på læreruddannelsen i Odense, hvor jeg var i tre år, inden jeg blev videnskabelig assistent og fik et ph.d.-stipendiat på Aarhus Universitet. Da jeg blev videnskabelig assistent på pædagogisk afdeling, fik jeg mulighed for at afprøve om livet som forsker er en ligeså ensom stilling, som jeg frygtede. Men det viste sig hurtigt, at selv når man sidder med sin egen forskning, er der gode kolleger både på afdelingen og på resten af instituttet.  Så det er både et meget socialt sted at være ansat og en spændende arbejdsplads.

Hvad er dit forskningsfelt?

Mit forskningsfelt handler overordnet om folkeskolen. På den ene side er jeg optaget af de pædagogiske teknikker som skoler og lærere anvender i deres arbejde. F.eks. skrev jeg ph.d. om læringsstile, og gennem de seneste par år har jeg, sammen med Klaus Nielsen, kigget på det koncept, der hedder ’synlig læring’ og udspringer af John Hatties arbejde med, hvad der virker i undervisning. I begge tilfælde har det vist sig, at kvaliteten i den bagvedliggende forskning giver utilstrækkeligt belæg for de forventninger, som henholdsvis Dunn og Dunn såvel som Hattie har angående effekten på elevernes præstationer. På den anden side har jeg været optaget af børns oplevelse af at gå i skole. Altså, hvad er og betyder skole for børnene selv, og hvor vigtig opleves den for dem i deres hverdag? Det er spørgsmål, der glimrer ved deres fravær i megen forskning om tiltag i folkeskolen såvel som i den almindelige pædagogiske og politiske debat om måden, hvorpå vi holder skole

Hvad er dine visioner for arbejdet som studieleder?

Jeg er noget forsigtig med at kalde det jeg har ’visioner’ – og særligt inden jeg har sat mig i studieleder- og studienævnsformandsstolen. Først og fremmest skal jeg finde mig til rette i en position, hvor der er rigtig mange løbende opgaver, der har til formål at hjælpe til med at sikre, at vores uddannelser (henholdsvis bachelor og kandidatuddannelsen i psykologi samt master i narkotika- og alkoholindsatser) kører, at fremtidige fag bliver planlagt og meget andet.  Jeg har været så heldig at kunne sidde på sidelinjen hos Helle Spindler i en periode og fulgt hendes arbejde og er på den måde blevet introduceret til en række opgaver på forhånd. Men ellers er det vigtigt i første omgang at blive bekendt med ”maskinrummet”.

Når det så er sagt, så er der selvfølgelig ting som optager mig. Det gælder særligt at understøtte arbejdet med at tydeliggøre og eventuelt skabe sammenhæng i og mellem fag. I forlængelse af min forskningsinteresse finder jeg det oplagt at forsøge at styrke dialogen mellem underviserne og deres faglige prioriteringer og valg på den ene side og de studerendes oplevelse af og erfaring med indholdet på den anden side.

Hvad ser du af udfordringer i jobbet?

Samtidig med jeg bliver studieleder, bliver jeg som sagt samtidig studienævnsformand - og i forlængelse af min interesse i uddannelsernes sammenhæng - ser jeg frem til arbejdet i studienævnet, hvor repræsentanter for studerende og ansatte skal lægge de overordnede retningslinjer for uddannelsen fremover. Jeg vil også prioritere at diskutere både rammer for uddannelsen og indholdet med de studerende både i og udenfor studienævnet. Men en udfordring, der næppe bliver mindre i den kommende tid er, at der til stadighed kommer krav udefra, som undertiden overtager dagsordenen trods gode intentioner.

I det hele taget er opgaverne som studieleder mange – og det bliver en udfordring i sig selv at lære at prioritere. Både inden for de opgaver der er og mellem det at være studieleder og samtidig både forsker og underviser – om end det sidste i mindre grad, end jeg er vant til.

Hvordan ser du dig selv som leder?

Det synes jeg er vanskeligt at svare på. Jeg har ikke haft en ledelsesposition før. Desuden har jeg som kommende studieleder ikke personaleansvar. Jeg håber på, at jeg kan leve op til mit ideal om dialog, men jeg er klar over, at der fra tid til anden skal tages beslutninger, som ikke alle er tilfredse med og som ikke nødvendigvis lader sig løse alene gennem dialog.