nyhed

Ny Ph.d-studerende: Else Bengaard Skibsted

Else skal forske i, hvordan målrettet og intensiv undervisning i almenmenneskelige tilværelseskompetencer kan bidrage til personlig og social trivsel hos elever i skolen.

Else Bengaard Skibsted
Else Bengaard Skibsted

Hvad er emnet for din ph.d.-afhandling?

Titlen på mit phd-projekt er ‘Tilværelseskompetencer, trivsel og inklusion i skolen’. Projektet adresserer skolens inklusionsopgave, nærmere bestemt hvordan målrettet og intensiv undervisning i almenmenneskelige tilværelseskompetencer kan bidrage til personlig og social trivsel hos elever i skolen. Øget trivsel blandt skoleelever er ét af målene for den nye folkeskolereform, der trådte i kraft august 2014.

Vi ved fra flere studier, at mange børn og unge oplever vanskeligheder i tilknytning til deres skolesituation som f.eks. manglende motivation samt risiko for eksklusion. Og vi har i stigende grad set, hvordan et stort antal børn og unge får en psykiatrisk diagnose, og blot hjælpes med symptomreduktion via medicinering eller gennem segregerede tilbud i specialklasser og specialskoler. Projektet hér går en anden vej og bygget på en antagelse om, at inklusion og deltagelse i skolens læringsfællesskaber forudsætter personlig og social trivsel, hvilket igen forudsætter udvikling og dannelse af basale tilværelseskompetencer.

Projektet er et kvantitativt interventionsstudie, som undersøger effekter af en systematisk og intensiv undervisning i tilværelseskompetencer på 9.klasse-elevers oplevelser af inklusionsskabende trivsel i skolen. Interventionen vil finde sted i form af et målrettet 6-ugers kursus for eleverne. Kurset forestås af lærere og lærerstuderende, der forinden har fået intensiv undervisning i teorien bag de almene tilværelseskompetencer, såvel som træning i brugen af det undervisningsmateriale, der hører til kurset.

Formålet med projektet er, at bidrage til en didaktisering af lærernes arbejde med at styrke elevernes inklusion og trivsel i skolen.

Hvad har du lavet tidligere?

Jeg blev færdiguddannet som psykolog tilbage i 1998 fra Psykologisk institut i Aarhus, og har siden da været ansat som adjunkt og lektor ved VIA University College, Læreruddannelsen i Aarhus, hvor jeg gennem årene har undervist i fagene psykologi og specialpædagogik. Mine interesser og arbejdsområder har primært rettet sig mod efter- og videreuddannelsesopgaver af lærere i grundskolen (praktik- og mentorkurser, skole- og kompetenceudviklingsforløb under forskellige overskrifter, f.eks. inklusion, klasseledelse, teamsamarbejde, pædagogisk vejledning m.m.), ligesom jeg gennem alle årene løbende har været engageret i forskellige former for forsknings- og udviklingsarbejder. Sammenhængen og forbindelsen mellem forskning/uddannelse og skole/profession har gennem alle årene været – og er stadig – en væsentlig drivkraft i mine arbejdsopgaver. Jeg har desuden gennem to år varetaget funktionen som pædagogisk leder ved Læreruddannelsen i Aarhus og har gennemført den 3-årige gruppeanalytiske uddannelse i organisation og ledelse ved Institut for Gruppeanalyse i Aarhus, som har ledelse af relationer i grupper og organisation som primært indhold.

Hvorfor har du valgt et ph.d.-forløb på Psykologisk institut?

Jeg varetager pt. opgaver, som formelt kræver metodologisk kompetence og forskeruddannelse, hvilket er en væsentlig drivkraft bag mit ønske om at påbegynde et ph.d-forløb. Jeg ønsker i min karriere fremover at kunne påtage mig opgaver, som forudsætter videns- og forskningskompetencer og oplever et stort behov for at fordybe mig i teoretisk og empirisk forskning.

Et ph.d.forløb vil give mig optimale muligheder for at forfølge mit engagement i udforskning af den almene lærerkompetence, der vedrører lærerens arbejde med at understøtte trivsel og inklusion i skolen. Grundlæggende tilværelseskompetencer er et felt, jeg løbende har arbejdet med fra forskellige perspektiver og i forskellige rammer, og det var derfor oplagt at kontakte Preben Bertelsen og undersøge muligheder for et evt. projekt. Jeg ser store perspektiver i at bidrage til en operationalisering og videreudvikling af denne vigtige men underbelyste kompetence i lærerarbejdet og således understøtte en fortsat didaktisering og professionalisering heraf. Preben, som er min hovedvejleder,  var heldigvis med på ideen J I det hele taget føler jeg mig meget privilegeret: både at kunne forfølge en faglig interesse og fordybe mig i mit fag psykologi og samtidig fastholde mit engagement, viden og erfaring indenfor læreruddannelse og skole.

Vil du fortælle lidt om dig selv?

Privat danner jeg par med Jakob, og sammen har vi tre store børn, 14, 18 og 21 år, gisp! Vi var blandt dem, der fik børn under vores studietid, hvilket vi ikke har fortrudt. Dét giver os nemlig nogle skønne år nu, hvor vi dagligt glædes over et hus fuld af liv, musik og unge mennesker, hvor vi kan forfølge vores faglige interesser hver især, og hvor vi også finder tid til bare at lave ingenting, feste med venner, gå i biffen og til koncerter, løbe lidt i skoven m.m. – I ved, vi gør alt det, alle andre også gør…J

PS: Og jeg er vild med The Smiths og Morrissey…

 

Oops, an error occurred! Code: 202411072218254907235b